Danske Hjerter

I denne uges søndagsbrev taler jeg om de tanker, der kan melde sig, når man når et sted i livet, hvor 'en dag' pludselig er blevet til nu.
Efter en sommer med sygdom og kort efter min 70-års fødselsdag standsede jeg i tirsdags ved en skovbegravelsesplads. 

Mellem træer, solstråler, små mindeplader og skovbund opstod en stille eftertanke om livet, døden, den sidste tid - og om hvor jeg en dag skal høre til.

*
Men dette søndagsbrev handler ikke kun om gravsted og død. 

Det handler også om alt det, som vi efterlader.
Om de 60 papkasser med breve, skolehæfter, kassettebånd, kærestebreve, legetøj, fotos og minder, som har fulgt med mig gennem hele livet. 

Om nødvendigheden af at rydde op, sortere, give videre og give slip - ikke af tristhed, men af kærlighed til dem, der en dag står tilbage.

*
For måske er oprydning også en kærlig handling. 

Måske er det at tage stilling en måde at leve mere frit på. 

Og måske kan man gemme historien uden nødvendigvis at gemme alle tingene.

*
Denne episode handler om skoven, døden, livet, alderdommen, kasserne - og om at gøre sig klar uden at give op.
Til sidst stiller jeg som altid spørgsmålene videre til jer lyttere:
Har du forberedt dig? 

Ved dine nærmeste, hvad du ønsker? 

Og hvad ligger der i dine egne kasser, som det måske er tid til at åbne?
*
Jeg har til stadighed store udgifter til hosting, musikrettigheder, teknik og transport, og jeg tærer virkelig på min sparsomme pension, så har du lyst til at støtte mit con amore-kærlighedsprojekt, gør du det lettest på min MobilePay på 
21 22 23 64
*
Vært: Bo Østlund
*
Musik:
'Last Words of a Shooting Star'/Mitski (KODA-licens)
'Follow Me Pt. 2'/Jonathan Mollberg
(Epidemic Sound Music License)

Mikkel Kjerstein fra Aalborg er 39 år gammel. Han er musiker, yogalærer og tidligere misbruger.
Mikkel voksede op med voldsom allergi, astma og atopisk eksem. Han var allergisk over for næsten alt. Fødevarer, dyr, pollen, støv, sollys. 
I perioder kunne han ikke engang være ude i dagslys, fordi hans hud kløede, blødte og brændte — og hans  selvværd forsvandt tidligt.
*
Mikkels forældre gjorde alt, hvad de kunne: Kostomlægninger, behandlinger, forbud. 
 
Men intet hjalp. 
Han følte sig forkert, begrænset og uden håb, og allerede som 12-årig begyndte Mikkel at drikke for at dulme smerte og frustration. 
Det blev begyndelsen på 22 års misbrug af alkohol, kokain, ritalin og hash — alt sammen i jagten på at føle sig ‘rigtig’ - føle sig sej og elsket.
*
Udadtil havde Mikkel styr på tingene. Han var skolelærer og spillede musik i anerkendte bands.
Men indeni var han knust.
‘Jeg kastede op og sked blod. Jeg besvimede i druk og slog mit hoved — og så tog jeg på værtshus igen. Min hud var et helvede, mit liv var overlevelse, og mit selvbillede var ødelagt. Jeg troede, jeg var dømt …’
*
Men som 33-årig - for seks år siden - kom Mikkel i behandling og blev clean.
Og da rusen forsvandt, begyndte nordjyden at lede
Efter noget mere. Noget dybere. Noget ægte.
Han fandt yoga. Først som en praksis. Siden som et kald.
Kundalini Yoga tændte noget i Mikkel — en varme, en glæde, en følelse af forbundethed.
Han mærkede endelig håb. For første gang i hans voksne liv, og han tog en uddannelse og begyndte at undervise.
*
I starten forsvandt hans eksem.
Men den kom igen — sammen med frygten. Kontrollen. Besættelsen. Og Mikkel blev fanatisk med kost, kosttilskud, regler.
Han isolerede sig. Sad i mørke rum og søgte løsninger på nettet. Tænkte kun på sygdom og symptomer. Han levede i konstant alarmberedskab.
*
Men så begyndte Mikkel at meditere. Ikke bare lidt. Han gjorde det til en daglig praksis.
Først yoga — så meditation. Hver morgen. Og langsomt, dag for dag, ændrede noget sig.
Mikkel begyndte at mærke fred. Ikke udenpå. Indeni. Han sad igennem ubehag, kriblen, gamle traumer.
Og så — en dag — kunne Mikkel holde følelsen.
Han følte sig hel.
*
Og så skete miraklet.
Mikkel — som ikke engang turde gå udenfor i dagslys — tog sin yogamåtte med ud i solen.
Og lavede yoga.
Uden smerte. Uden kløe. Uden panik.
Og han har gjort det hver dag lige siden.
*
I dag er Mikkel atter begyndt at høre punkmusik - og skrive sange.
‘Det føles som om, alle brikkerne falder på plads. Alt, hvad jeg har været igennem, giver pludselig mening. Det var ikke spildt. Det var min vej. Jeg føler mig fri. Jeg føler mig stærk. Og vigtigst af alt: Jeg føler mig hel.’
* 
Dette er en reprise, så Danske Hjerters mange nye lyttere også får mulighed for at dykke ned i det store bagkatalog.

Episoden blev offentliggjort første gang den 23. juni 2025.
 
*
Ethvert bidrag, stort som lille, til at producere denne podcast, modtages med tak og stor taknemmelighed på min MobilePay på nummeret 21.22.23.64
*
Vært: 
Bo Østlund

Musik:
'This Is My Life'/Gasolin' (KODA-licens)
'Helhjertet'/Michael Falch (KODA-licens)
'Hymn for Piano'/Victor Lundberg
'Feathers in the Wind'/Sight of Wonders 
'Summer Dazes'/Baegel 
(Epidemic Sound Music License)

I denne episode af Danske Hjerters format 'Debatten' tager jeg fat på landbrugets traktordemonstrationer, der tirsdag morgen ventes at ramme blandt andet København og Aarhus - og på den større debat om dansk landbrugs ansvar for naturen.
Med afsæt i dagens krisemøde i Odense, buh-råb mod ministeren, vrede over kvælstofregulering og varslede traktorkaravaner spørger jeg: 

Hvor længe skal hensynet til et relativt lille erhverv veje tungere end hensynet til vores fjorde, åer, vandløb, grundvand og kommende generationer?

*
Episoden handler om proportioner: 

At omkring 60 procent af Danmarks areal bruges til landbrug, mens det primære landbrug direkte beskæftiger en meget lille del af den samlede danske arbejdsstyrke - og at Danmark er blandt de mest opdyrkede lande i Europa.
Det handler også om iltsvind, fedtemøg, døde fjorde, fisk der forsvinder, og eksperter der igen og igen peger på behovet for markante reduktioner i kvælstofudledningen. 
Samtidig retter jeg en skarp kritik mod den vrede, der nu også rettes mod forskere og universiteter - blandt andet i Aarhus, hvor traktorer ventes at demonstrere ved Aarhus Universitet.
*
Dette er en helt personlig kommentar om egoisme kontra fællesskab, om landbrugets ansvar, om politisk nølen gennem årtier - og om den natur, vi ikke har arvet af vores forældre, men lånt af vores børn.
Dette er naturligvis min egen holdning, og debatten er åben. 

Du må meget gerne være uenig.
Faktisk er det jo ofte dér, det bliver mest interessant - når meninger brydes, når argumenter mødes, og når vi tør diskutere det, der betyder noget, uden nødvendigvis at skulle være enige til sidst.

*
Jeg tror på den ordentlige debat. Den skarpe debat. Den ærlige debat. Den debat, hvor vi godt må mene noget forskelligt, men hvor vi stadig forsøger at lytte til hinanden.
Så hvis du har en anden holdning, en kommentar, en indvending eller en erfaring fra dit eget liv, er du meget velkommen til at skrive med i Facebook-gruppen 'Søndagsbrevet og debatten'.
*

Vil du støtte mit frivillige arbejde med denne podcast, gør du bedst og lettest på min MobilePay på 21.22.23.64.

Du kan også støtte på dette link:
https://buymeacoffee.com/booestlund
*
Vært: Bo Østlund
*
Musik:
'Melting Glass'/Eden Avery  (Epidemic Sound Music License)

I denne uges søndagsbrev tager jeg afsæt i en uge præget af tab - og i den særlige stilhed, døden efterlader hos os, når mennesker, vi har fulgt, beundret, lyttet til eller ladet os forme af, ikke længere er her.
For hver gang et kendt ansigt forsvinder, bliver vi også mindet om vores eget timeglas. 

Om sandet, der løber. 

Om livets forgængelighed. 

Om hvor kort tid vi i virkeligheden har - og om hvor vigtigt det er, at vi bruger den tid på mennesker, steder og valg, der giver os energi, glæde, kærlighed og mening.

*
Men søndagsbrevet handler også om noget større: 

Hvad gør vi, når verden bliver for meget?
Når vi allerede om morgenen mødes af krig, klima, vrede, død, ensomhed, mistrivsel, flugt, frygt og børn, der lider. 

Når hele verdens smerte ligger i vores telefon, før vi overhovedet har drukket den første kop kaffe. 

Når vi ikke længere bare bliver informeret om verden - men ramt af den. 
Igen og igen.

*
Jeg reflekterer over den stille nyhedssorg, mange af os bærer rundt på. Over forskellen på medfølelse og overbelastning. Over den vrede tid, vi lever i, hvor sociale medier gør reaktionen hurtig, hård og ofte uden åndedrag. Og over hvordan vi kan blive så optaget af menneskehedens lidelse, at vi glemmer det menneske, der står lige foran os.
Dette søndagsbrev er ikke en opfordring til at lukke øjnene for verden. 

Tværtimod. 

Det er en nænsom påmindelse om, at vi kun kan møde verden som hele mennesker, hvis vi også passer på vores eget hjerte.
*

Måske skal vi ikke bære hele verden. 

Måske skal vi bære det stykke, der er lagt i vores hænder: 

Et barn, en ven, en nabo, en gammel forælder, en ensom sjæl, en samtale, en håndsrækning, et øjeblik af mildhed.
For håbet begynder måske ikke med, at vi kan gøre alt.
Måske begynder det med, at vi gør én ting.
Med kærlighed.
*
Jeg har til stadighed store udgifter til hosting, musikrettigheder, teknik og transport, og jeg tærer virkelig på min sparsomme pension, så har du lyst til at støtte mit con amore-kærlighedsprojekt, gør du det lettest på min MobilePay på 
21 22 23 64
*
Vært: Bo Østlund
*
Musik:
'I Will Always Love You'/Dolly Parton (KODA-licens)
'Follow Me Pt. 2'/Jonathan Mollberg
(Epidemic Sound Music License)

Det er blevet den 28. august 2026, den lunefulde fuldmåne hænger deroppe netop denne fredag, og den bedste danske sommer i mands minde synger lige så stille på sidste vers.
 
I denne episode kan du du lytte til en helt ny samtale med 53-årige Ane fra Midtjylland, der to aftener inden for få dage blev voldtaget af sin ekskæreste - faderen til hendes yngste datter - mens de tre børn på 8, 6 og 3 år lå og sov på førstesalen i det øde beliggende hus.

*
 
Men hvad gør man - hvordan handler man - når en beruset eks pludselig dukker op og står i stuen og ikke lægger skjul på, at han ønsker og vil have sex?
 
Anes ekskæreste blev dømt for voldtægt i både byretten og landsretten, hvor han fik to et halvt års fængsel.
 
Og i mange år lykkedes det Ane at lægge oplevelsen fra sig, og hun var aldrig plaget af mareridt eller flashbacks - og udadtil fungerede hendes liv fint.

*
 
Men en fuldmåneceremoni på Bali for tre år siden fik pludselig alt frem igen, og i sidste måned - i juli i år - skete det samme igen, og denne gang endnu stærkere, da Ane skulle have den sidste session i et forløb med en spirituel mentor. 
 
Pludselig, ud af det blå, dukkede voldtægterne, dæmonerne og spøgelserne atter op, og det bragt hende ind i dyb proces, hvor det blev helt tydeligt hvilken betydning, det hele har haft for hendes liv, og for hendes rolle som mor og hendes forhold til sin nuværende mand.

*

'Den aften og nat tog han den sprudlende fynbo, som jeg var dengang. Der blev lagt en skygge hen over den mor, som jeg havde forestillet mig, at jeg skulle være for min børn - og over alle de ting, jeg havde drømt om at gøre sammen med dem. Det blev taget fra os, og det gør mig sorgfuld ...'

*
Dagens samtale handler om alle de usynlige spor, som en traumatisk oplevelse som Anes kan have, Den handler om skam, og den handler om sorg over alt det, som man mister, når man mister sig selv.

Og den bringes ganske passende på en dag med fuldmåne, da det jo var netop fuldmånen over Bali, som satte Anes proces i gang.
*
Jeg har stadig brug for din hjælp, hvis DANSKE HJERTER skal fortsætte med at udkomme.
 
Jeg håber derfor, at du give en kærlig og livsvigtig hånd ved at donere et beløb på min MobilePay på nummeret 
 
21.22.23.64
Enhver donation - stor som lille - vil blive modtaget med meget stor taknemmelighed.
*
Vært: Bo Østlund
*
Musik:
'This Is My Life'/Gasolin  (KODA-licens)
'Me and a Gun'/Tori Amos. (KODA-licens)
'Feathers in the Wind'/Sight of Wonders (Epidemic Sound Music License)